Skolefravær skal ikke bare måles – det skal mødes.
Dagens konference giver fagpersoner nye perspektiver, praksisnære greb og en dybere forståelse af, hvorfor nogle børn får skolefravær, og hvordan man kan række ud i tide.
Konferencens åbningsoplæg sætter scenen med en personlig tyngde og faglig retning. Anne deler sin fortælling om det håb og den handlekraft, der har drevet arbejdet med i mange år at skabe nye veje for børn i udsatte skolepositioner. Hun deler et inderligt ønske om at gøre en forskel og om at insistere på, at alle børn fortjener en gode skolegang.
Oplægget bringer også børnenes egne stemmer i spil. Særligt dem, der alt for ofte er fraværende i debatten, men som i dag bliver nærværende med deres ord, erfaringer og bud på forandring. Deres vidnesbyrd er med til at åbne dagen og minde om, hvorfor alle er samlet.
Med afsæt i både personlige cases, nyeste internationale forskning og praktiske erfaringer præsenterer Anne tendenser i skolefraværet og introducerer to konkrete værktøjer, som kan bruges i praksis allerede i morgen. Oplægget samler trådene til konferencens videre program og skaber et fundament for den fælles rejse gennem dagen: Fra erkendelse til handling, fra fravær til forandring.
Konferencens åbningsoplæg sætter scenen med en personlig tyngde og faglig retning. Anne deler sin fortælling om det håb og den handlekraft, der har drevet arbejdet med i mange år at skabe nye veje for børn i udsatte skolepositioner. Hun deler et inderligt ønske om at gøre en forskel og om at insistere på, at alle børn fortjener en gode skolegang.
Oplægget bringer også børnenes egne stemmer i spil. Særligt dem, der alt for ofte er fraværende i debatten, men som i dag bliver nærværende med deres ord, erfaringer og bud på forandring. Deres vidnesbyrd er med til at åbne dagen og minde om, hvorfor alle er samlet.
Med afsæt i både personlige cases, nyeste internationale forskning og praktiske erfaringer præsenterer Anne tendenser i skolefraværet og introducerer to konkrete værktøjer, som kan bruges i praksis allerede i morgen. Oplægget samler trådene til konferencens videre program og skaber et fundament for den fælles rejse gennem dagen: Fra erkendelse til handling, fra fravær til forandring.
Hvordan kan man som lærere møde børn i begyndende mistrivsel eller skolefravær – uden at miste håbet, gejsten og troen på skolens potentiale? Og hvordan kan man styrke relationskompetencen, så man ikke kun reagerer på symptomer, men skaber de trygge fællesskaber, der forebygger mistrivsel?
I dette fælles oplæg inviterer Louise Klinge og Henrik Vestergaard Stockholm deltagerne med ind i den relationskompetente praksis – med både hjerte, teori og håb. Med afsæt i de fem vejvisere for relationskompetent praksis viser de, hvordan lærere kan arbejde nærværende og meningsfuldt med børn, der har det svært. Men også hvordan man kan holde fast i ambitionerne for skolen som et sted, hvor alle børn kan høre til – også dem, der er på vej væk.
Oplægget kombinerer konkrete praksisfortællinger fra skolen med teoretiske perspektiver og stiller skarpt på, hvad det kræver af læreren i dag at være både fagperson og medmenneske. Det handler ikke kun om at støtte det enkelte barn – men også om at styrke vores fælles fortælling om skolen som et sted, der kan og vil rumme forskellighed.
Louise og Henrik skal minde alle om, at lærere, pædagoger, psykologer (alle der deltager i konferencen) har verdens vigtigste arbejde – også når det er allersværest. Og at vores relationskompetence er et afgørende værn mod, at børn falder ud.
Ingen børn med skolefravær kan hjælpes uden, at både forældre og fagprofessionelle står stærkt – og står sammen. I dette oplæg sætter Pernille Darling spot på netop det fælles ansvar, den gensidige forståelse og det vigtige samarbejde, som er helt afgørende for at forebygge og håndtere skolefravær.
Med afsæt i både praksiserfaring og forskningsbaseret viden vil Pernille tage deltagerne med ind i en samtale om tilknytning – og om de to arenaer, barnet altid skal kunne finde tryghed i: hjemmet og skolen. Forældre er barnets primære tilknytningspersoner. Lærere og andre fagprofessionelle er vigtige sekundære tilknytningsfigurer. Begge har en unik rolle, og ingen kan løfte opgaven alene.
Hvad har de markante og ofte pressede forældre behov for i mødet med skolen? Hvordan kan fagpersoner forstå og støtte disse forældre frem for at optrappe konflikter? Og hvordan kan vi stå sammen om barnet – ikke på hver vores side, men som en samlet front af tryghed, tilknytning og tro på muligheden for forandring?
Oplægget byder på faglige refleksioner fra en psykiater og på praksiseksempler, der gerne også skal indeholde konkrete greb til at styrke samarbejdet mellem hjem og skole
Diagnoser kan være en hjælp, men de kan også lade vente på sig. I mellemtiden står børn, forældre og fagprofessionelle midt i en hverdag, der kræver handling, omsorg og fagligt ansvar.
I dette oplæg tager Bo Hejlskov Elvén afsæt i sin kommende bog Mens vi venter på diagnosen og stiller skarpt på, hvad vi som fagpersoner kan (og skal) gøre i ventetiden. For selv om vi måske ikke kender barnets præcise diagnose, kan vi altid arbejde pædagogisk, med etisk bevidsthed og med fokus på relation og tryghed.
Bo bringer sin velkendte tydelighed og teoretiske ballast i spil og taler ind i de vigtige spørgsmål: Hvordan fastholder vi etisk ansvarlighed og pædagogisk ro i en praksis præget af frustration, afmagt og pres? Hvad vil det sige at have et etisk kompas – og hvordan bevarer man det, når hverdagen slider?
Oplægget vil særligt tale ind i arbejdet med børn i skolefravær eller i risiko for at falde ud. Her bliver pædagogisk etik og forståelse for barnets perspektiv ikke bare en mulighed – men en nødvendighed. For børn kan ikke vente – de har brug for voksne, der handler med blik for både behov, værdighed og udviklingsmuligheder.
Hvordan kommer man videre, når livet har budt på svigt, traumer og diagnoser?
Hvordan finder man fodfæste i en skoleverden, man længe har stået udenfor?
Og hvordan kan lærere og andre fagpersoner være den forskel, der gør det muligt?
I dette oplæg inviteres publikum med ind i en levende samtale mellem Mathias Vinsten Munk og professor Svend Brinkmann. Mathias deler sin stærke og rørende historie om at vokse op med diagnoser, voldsom mistrivsel og skolefravær og om hvad der gjorde det muligt at vende tilbage, finde mening og skabe en ny vej i livet. Han fortæller med ærlighed og indsigt om, hvilke voksne der gjorde en forskel, og hvad, der netop i mødet med skolen, blev afgørende.
Herefter kobler Svend Brinkmann Mathias’ fortælling med samfunds- og diagnosekritiske perspektiver. Han udfolder, hvordan diagnoser i dag ofte fungerer som forsvarsmekanismer – både for individet og samfundet og hvordan det risikerer at dække over de virkelige problemer, børn som Mathias kæmper med.
Oplægget giver lærere og fagprofessionelle nye indsigter i, hvorfor det er vigtigt at se bag adfærden, bag diagnoserne og i stedet møde barnet med forståelse, etik og menneskelighed. For i sidste ende handler det ikke kun om at behandle symptomer, men om at give børn mulighed for at føle sig set, mødt og værdifulde – også når de larmer, kæmper og har givet op.
